Nyt fra Brøndbyvester Kirke

FOLKEKIRKEN ÅBNER IGEN DØRENE

Endelig kan vi igen mødes til gudstjeneste i Brøndbyvester Kirke.
 
Allerede nu på torsdag klokken 10.00, Kristi Himmelfart, fejrer vi gudstjeneste i kirken! Fra på søndag d. 24. maj vil der være gudstjeneste klokken 10.00 og 11.30 i kirken.
 
Vi er i kirken omhyggelige med at følge de officielle retningslinjer, og derfor kommer gudstjenesten til at forløbe lidt anderledes end normalt:
 
- Der kan maks. være 20 kirkegængere per tjeneste.
 
- For at ingen skal afvises i døren, skal man tilmelde sig til gudstjenesten. Man tilmelder sig ved at kontakte kordegnekontoret eller én af præsterne, og så bliver man skrevet på deltagerlisten.
 
- Når deltagerlisten til gudstjenesten klokken 10.00 er fyldt op, så kan man skrive sig op til en yderligere tjenesten klokken 11.30 (dette gælder dog ikke Kristi Himmelfart).
 
- Ønsker man at blive hentet i kirkebilen, så skal man blot melde dette til kordegnekontoret som normalt.
 
- I kirken sidder vi med 2 meters afstand. Derfor vil kirkebænkene også være markeret, så man let kan se, hvor man kan sidde.
 
- Gudstjenesteritualet vil være forkortet, så tjenesten tager omkring 30-45 minutter.
 
- Der vil være håndsprit og informationsplakater, når man ankommer til kirken. Kirken vil blive gjort grundigt rent efter hver tjeneste.
 
_______________________
 
Hvis du er i tvivl om noget, så tøv endelig ikke med at kontakte en af os præster, så skal vi prøve at være så behjælpelige som muligt.
 
Søren Broch Kjeldgaard (tlf. 43460806), Sigurd Victor Stubbergaard (tlf. 43460803) eller Marianne Braae (tlf. 43460809).

 

 

 

 

Tilbud om ny konfirmationsdato i efteråret

 

 

Kære konfirmander og forældre

 

Dette nyhedsbrev gælder jer, som har planlagt konfirmation den 13. og 20. juni.

 

I skrivende stund mangler vi endnu at få de praktiske retningslinjer for gennemførelsen af konfirmationerne i juni, men vi kan fornemme, at det bliver med et begrænset deltagerantal i forhold til det, vi plejer. Der vil sandsynligvis også være en begrænsning på hvor mange, der må være med til den efterfølgende konfirmationsfest. Her er tallet 30-50 personer blevet nævnt.

 

Vi har fået henvendelser fra flere af jer, som udtrykker bekymring: Det kan være bekymring for de ældre i familien eller det kan være udsigten til, at man ikke må være så mange forsamlede i juni, som man havde inviteret. Derfor tilbyder vi allerede nu, at man kan rykke konfirmationen til efteråret på følgende dato'er:

 

Lørdag den 29. august

Lørdag den 19. september

Lørdag den 26. september

 

Vi kan endnu ikke melde de nøjagtige tidspunkter ud, da vi gerne vil vide, hvor stor interessen er for en ændret konfirmationsdato. Vi har nemlig også mange dåb og vielser at tage højde for i efteråret og vi vil ikke begynde at bede dåbsforældre og brudepar om at rykke tidspunkterne for dåb/vielse af hensyn til konfirmationerne, før vi ved, om det bliver nødvendigt. Vi har en målsætning om, at der maks. må være 7 konfirmander pr. gudstjeneste, da der muligvis også i efteråret vil være krav om afstand af hensyn til smittefare.

 

Hvis I ønsker en dato i efteråret, så skriv venligst på denne mail sbkj@km.dk

 

NB: Er I godt tilfreds med datoerne 13. og 20. juni, skal I ikke foretage jer noget.

 

Bedste hilsener

 

Marianne, Sigurd og Søren

 

 

 

 

 
 

Konfirmandlejr 23.-29. maj 2020 - aflyst

Vi ved, at I er rigtig mange, som har glædet jer til lejren og måske endnu mere i år, fordi mange af jer savner at være sammen med jeres kammerater. Vi er også selv kede af det, men sådan er det desværre i denne corona-tid.

Vi har på det sidste været meget i tvivl om, hvorvidt konfirmandlejren kunne afholdes. Vi har prøvet at se tiden an og håbet på det bedste, men vi er nu overbevidste om, at det ikke vil være muligt at gennemføre lejren i år. 65 mennesker tæt pakket i bus til Nordjylland, 8 konfirmander på hvert værelse, alle tæt samlet til undervisning, sang og spisning. Det er super hyggeligt under normale forhold, men i denne tid, hvor vi skal holde afstand og overholde en række sikkerhedskrav for at undgå smittespredning - og selv om der skulle blive lempet lidt på kravene - vil det stadig ikke være forsvarligt at gennemføre lejren.

Det betyder dog ikke, at undervisningen er aflyst. I skal stadig modtage undervisning i ugen mandag den 25. til fredag 29. maj. Vi arbejder på at finde en form, hvor I dels løser nogle opgaver hjemme og dels møder op til undervisning i Sognets Hus, sandsynligvis på skift i grupper. I hører nærmere herom.

De 800,- som I har indbetalt til lejren, vil selvfølgelig blive tilbagebetalt.

 

Ophavsret: