Ny præst

Vi byder Victor Sejersdal Petersen velkommen til sognet.
Her præsenterer han sig selv:

Kære menighed i Brøndbyvester.

Da jeg for efterhånden nogle måneder siden så stillingsopslaget til Brøndbyvester sogn i præsteforeningens medlemsblad, slog jeg næsten en latter op i ren og skær fryd. Stillingen var nemlig lige præcis, hvad jeg havde håbet på, da mit vikariat i Hammelev lakkede mod enden. Ikke nok med, at stillingen kom på det perfekte tidspunkt, så var det også en kirke, som jeg kendte i forvejen, da jeg tidligere har boet i sognet, på Åparken, hvor jeg logerede hos et familiemedlem. Et familiemedlem, der i øvrigt blev bisat fra selv samme kirke for nogle år tilbage. Derfor var det lidt som at vende hjem, og det er for mig en kærkommen følelse. Min kæreste, Lærke-Sofie, og jeg har været sammen i knap otte år, og hun er uddannet i filosofi fra Københavns universitet. Hun er desuden selv datter af to præster fra en lille by uden for Vejle, hvor hun har haft sin opvækst i en stor familie med et tæt sammenhold. Jeg vidste ikke fra mine tidlige år, at jeg skulle ende som præst, da jeg efter gymnasiet begyndte at læse fysioterapi i Haderslev. Men her var der for lidt læsestof på skemaet, så jeg valgte om, og begyndte året efter på teologi i København. Det var i begyndelse af ren interesse, men som risikoen jo nok er, så begyndte jeg at få smag for teologien, og begyndte at spejle mig selv i de kristne dogmer. Det viste sig, at jeg i min egen opvækst har været skabs-kristen, og det var en lille åbenbaring for mig, og senere på seminariet blev det slået fast med syvtommersøm, at jeg skulle være præst – og at jeg ville blive glad for det. Her er der læsning nok til en livstid og plads til rumlig livsudfoldelse. Og så er det en velsignelse at have den følelse, at man får meget mere end sin månedsløn ud af arbejdet som sognepræst. Jeg har som sagt været ansat i et barselsvikariat i en lille by uden for Haderslev ved navn Hammelev, hvor jeg har fået lov til at udfolde mine flige som præst i min første ansættelse. Det var med fuldt overlæg, at jeg valgte et vikariat som første embede, da jeg tænkte, at jeg her kunne begå mine første fodfejl som præst uden at det satte præg på menighedens liv i sognet. Og som sagt så gjort – jeg har haft en besynderlig begyndelse på min karriere som præst, der – med den verdensomspændende pandemi – gav mig en indsigt i, hvor omskiftelig en kalender, præstehvervet kan medføre. Mange udsættelser, aflysninger, skuffelser og udfordringer ledsaget af en stor mængde bisættelser med variable liturgier gav mig hår på brystet fra start og blod på tanden til at blive ved. For vikariatet gav mig også det, jeg ledte efter – nemlig visheden om, at livet som præst er det rette for mig. At præstens rolle i et samfund med alle slags mennesker kan være den klippe, der sikrer familier mod fortvivlelse, dét er en drivkraft for mig, som jeg vil lade mig drive af i mange år endnu. Derfor vil jeg glæde mig til at møde de mennesker, der tidligere var mine naboer, som nu er blevet mine sognebørn, i kirken til jul, på konfirmandlejre, til arrangementer i sognehuset, og hen over køledisken i Brugsen. Jeg ser frem til et stærkt og frugtbart samarbejde med præstestaben, menighedsrådet og alle de ansatte i kirken. De bedste hilsner og en tak for tilliden i ansættelsen

Victor Sejersdal Petersen